Ved rigets grænse
Det tyske mindretals krigstjeneste mod Danmark
Den nazistiske 5. Kolonne.
Opgørets dag i Sønderjylland.
Fremtiden i grænselandet.
Af ” Ringeren” 1945
Tilegnet Mindet om de danske soldater, der faldt i kampen den 9. April,
Og de danske Kvinder og mænd, der under besættelsen ofrede livet for Danmarks fremtid.
Mellem de mange problemer, som vi kommer til at tumle med, naar tyskerne er ude af landet, og vi skal gøre regnskabet op med alle vore Krigsforbrydere og Landsforrædere, bliver forholdet til det tyske mindretal i Sønderjylland et af de vanskeligste ,både fordi det bliver et opgør med fortiden samtidig med, at der må skabes grundlag for en ny mindretalspolitik, men ogsaa fordi dette ikke alene er et indre opgør, men ogsaa hænger sammen med et traditionelt kompleks indenfor dansk udenrigspolitik.
Mindretallet har under krigen brudt fællesskabets vigtigste forudsætning, som vi nu har levet det i Norden,-Loven og Retten.
Det har ladet Magten træde i Rettens sted, skudt det varige til side for det øjeblikkelige for dermed at skabe
En ny retsstilstand- og dermed er sprængningen af alle gamle tilstande og baand i Sønderjylland sket. Det kan ikke snakkes i lav, men kun reguleres igennem brugen af den lov og den ret, det danske Samfund bygger paa- gennem straf efter loven, ikke hævn.
Mindretallet har ikke blot brudt Loven og ført vaaben imod det Land, hvis borgere de er, krænket og truet den danske befolkning i Sønderjylland og slettet det ud, der gennem generationer trods den nationale strid gav en vis samhørsfølelse om hjemstavnens værdier, men det har gjort oprør mod selve det sociale instinkt, der betinger et samfund, det kan saa være en stat, et sogn eller en nok saa broget grænselandsbefolkning.
Derfor har dets handlinger udløst en saa umiddelbar harme i det danske folk, at det slet ikke staar i realition til juraen, men bæres af alt det, den danske nation er fælles om og bygger paa. Denne indstilling maa man regne med paa opgørets dag- ikke paa den maade, at nogen dansk Sønderjyde tænker paa at tage retten i egen haand, for respekten for danske retsideer er dybt rodfæstet; de der skal straffes, skal rammes af loven, men harmen i befolkning slaar døren i for enhver tanke om at bygge bro over svælget og dermed fastlaaes viljen til en ny og anderledes udformet mindretalletspolitik efter krigen.
Da grænsen blev lagt i 1920 og grundlinierne for den nugældende danske politik og lovgivning overfor det tyske mindretal blev trukket op, skete det i den almindelige tro paa international fred og ret, der var raadende efter sidste krig, og hvis store holdepunkt var Folkeforbundet. Danmark troede paa ret og retfærdighed i forholdet mellem Danmark og Tyskland. Man troede paa, at en retfærdig grænse, som befolkningen selv og en retfærdig lovgivning for de tysksindede danske statsborgere vilde likvidere den nationale brydning. Der var ogsaa grund til paa det tidspunkt at regne med, at det tyske mindretal under disse vilkaar vilde indtage en mod staten og det danske folk loyal holdning. Set i den store politiks synsvinkel var det heller ikke noget, der kunne lade formode, at 25-30.000 hjemmetyskere kunde blive til fare for Danmark som saadan. Den danske mindretalspolitik var efter sin forudsætning baade rigtig og fornuftig. Indtil krigen og besættelsen satte sit punktum for hin periode og viste os det tyske mindretal i en rolle, som ingen 20 aar tidligere vilde have troet mulig. Hvor længe efter 1920 mindretallets loyalitetstrang hold sig, er svært at sige, i visse kredse har den aldrig eksisteret, men de mere rabiate kom ikke frem i første linie før i 30”erne. Det blev i 20,ernes forsoningspolitik gentagne gange fra Berlin tilkendegivet det tyske mindretal og dets støtteorganisationer syd for grænsen, at deres politik ikke maatte krydse den tyske udenrigspolitiks linier. Det samme direktiv blev givet senere hen, men da var denne udenrigspolitik blevet en anden, og maalet var ikke mere forstaaelse mellem nationerne, men generobringen af ideeologiske og magtpolitiske positioner. Mindretallets udviklingslinje er ikke skabt i grænselandet eller vokset frem af forholdene der, men udelukkende en følge af udviklingen i Riget. Da Tyskland fik magten til at tage, holdt mindretallets loyalitet mod Danmark op, og det rejste aabenlyst krav om at blive taget. Heroverfor gjaldt spørgsmaalet om ret ikke meget, og dermed blev grunden slaaet bort under den danske mindtretalspolitik, som netop byggede paa ret og ikke paa magt. Det var glemt, at Danmark havde afvist enhver fristelse til at udnytte magtkonstellationen i 1920, og at man kun havde taget, hvad der var dansk, og havde undgaaet enhver krænkelse af det slagne Tyskland. Det blev heller ikke længere anerkendt, at man fra dansk side lige siden 1920 havde ”bombarderet Gubben med gode gerninger” for at citere en ikke ukendt Nordmand, at det var gjort saa grundigt , at hjemmetyskernes rettigheder ved lejlighed blev forrettigheder. Det var ingenlunde nogen daarlig forretning at være tysker i Danmark. Saa godt som hele det kulturelle apparat i landsdelen har arbejdet med tilskud fra stat og kommune. De tyske sognepræster lønnes som de danske. Frimenighederne nyder rettigheder som de danske frimeninghederne og kan benytte sognekirkerne. De tysksprogede offentlige skoler er kommunale, og privatskolerne faar tilskud som enhver anden privatskole i landet, biblioteker oppebærer betydelige tilskud. Den tyske privatskole i aabenraa fik ret til at sende sine studenter til universitetet med en tysk eksamen, der saare langt fra svarede til det, der var forudsætningen for et studium, der sluttede med dansk embedseksamen. Og fra alle disse institutioner og de ved arbejdende mænd udgik en strøm af danskfjendtlighed.
I 1920 opgav den danske stat den forkøbsret i ”rentegaardene” , som den tyske stat havde erhvervet under jordkampen, som var gaaet over til den danske ved den økonomiske udligning ved grænsedragningen. Man ønskede ikke jordkampen fortsat, og ”landeværnet” og sogneværnene opløstes. Svaret kom nogle aar senere ved, at tyskerne oprettede Kreditanstalten Vogelsang og gik paa rov efter dansk jord for rigstyske pengemidler .Det raader i dag over op imod 200 ejendomme, der er opmagasineret, til mindretallet en skønne dag faar ungdom nok til at overtage dem, eller mindretallet paa den ene eller anden maade faar blodfornyelse. Fra dansk side blev landeværnet atter oprettet og kampen blev taget op. Men selv efter den tid fik tyskerne jord og ejendom ved jordlovsudvalgets udstykninger. Ved genforeningen overtoges talrige tyske embeds og bestillingsmænd og i fredens, forsoningens og retfærdighedens navn fik de lov til at blive siddende. Senere har man endda ansat nye for at bevare ”pariteten”. Aabenraa Købstad kan rose sig af at have overvejende tyske funktionærer i kommunens tjeneste.
I aarenes løb har man i Danmark hørt saa meget om grænsekampen, at man forstaar den i dens mest primitive linjer og i dens historiske forudsætninger, men man har næppe før nuværende krig skænket det nogen opmærksonhed, at grænsen af 1920 aldrig er blevet formelt anerkendt af mindretallet eller traktatmæssigt af det tyske rige. Internationalt politisk var den kun garanteret af Fredstraktaten og Folkeforbundspagten. Da Tyskland i 30erne uden modstand kunde torpedere disse, blev Grænseafgørelsen af 1920 kun baaret oppe af den i den boende indre retfærdighed. Det sidste forsøg paa at skabe en traktatslig rygdækning for Danmark, var den dansk-tyske ikke-angrebstraktat, der gik samme vej som alle andre tyske traktatetforpligtelser. Da var man vel for øvrigt ogsaa i Danmark vokset fra at stole paa Tysklands løfter. Følgerne af det nazistiske Tysklands politik og hele indstilling havde da allerede folængst vist sig i sønderjylland, og mindretallet havde aabenbaret sit nye ansigt.
Kravet om grænserevision rejstes af mindretallet allerede sidst i 20erne, og det dukkede stadig op i den følgende periode, hvor de skiftende ”bevægelser” i kriseaarene paa den alle maade spillede Tyskernes spil. De Danske, der var med i alt dette, maa nu tænke tilbage paa det med skam. Kravet skærpedes stadig .Efter Nazisternes overtagelse af magten i Tyskland, rettedes der fra partikredse syd for grænsen de voldsomste trusler mod grænsen. Man vil sikkert endnu huske Pastor Peperkorns tale om, at de brune Batailioner vilde oversvømme landsdelen. Det var ingenlunde ment som en tom trussel, og de ”beroligelser”, der fremkom fra rigstysk side, var ikke egnede til at tage brodden af den, da der stadigvæk ogsaa fra officiel side taltes om en ”ny afgørelse” til sin tid, som ”vilde vække sorg til begge sider”. Under disse tyske fanfarer tog Nazismen magten indenfor mindretallet. Fra dansk side blev svaret en kraftig rejsning af den nationale vilje i landsdelen, som resulterede i oprettelsen af de danske samfund og det unge grænseværn. Betydelige kredse af sønderjydsk ungdom, der med god grund tog de nazistiske trusler mod grænsen som sigtende mod en haandgribelig magtanvendelse, tog fat paa at danne et frivilligt militært korps. I Sønderjylland forstod man aldrig den danske afrustningspolitik, eller at vor værgeløshed skulde være noget særligt kløgtigt eller fortjentsfuldt, men det blev aldrig ført til ende, da regeringen omsider selv tog affære og forøgede det militære værn i landsdelen meget betydeligt, saa der var en styrke til raadighed hele aaret til møde irregulære banders angreb. Mindtretallets nazistiske omstilling havde store fødselsvanskeligheder. Folketingsmand Pastor Schmidt var den mand, der havde bragt de nazistiske ideer til landsdelen, men med sin sædvanlige tvetydighed vilde han derefter ikke tage ledelsen, og i nogle aar kæmpede mærkelige personager om posten som ”landesfuhrer”, indtil Dyrlæge Jens Møller som den fjerde i kongerækken blev sat i spidsen for partiet og bagefter ogsaa overtog det Folketingsmandat, som valgloven ved en særbestemmelse havde skænket tyskerne i sønderjylland. Under hans ledelse udkæmpedes de sidste valg før krigen, mens Hitlers stjerne steg højere og højere paa himlen under det tyske : Hiem ins Reich:. Tyskernes stemmetal steg ganske vist ved tilløb fra nationalt ”blakkede” kredse og fra dem, som Frits Clausens danske nazifilial havde løsrevet fra det danske fællesskab, men den danske befolkning afslog alle angreb og satte valg efter valg de danske stemmetal i vejret. Det tyske haab om med stemmesedlen at fastslaa et omsving i sindelaget, der kunde retfærdiggøre en grænserevision, blev skuffet. Mindretallet blev staaende paa sin stemmeprocent omkring 15.
Mindretallets udfordrende højrøstethed i tiden op mod krigen blev stadig frækkere og mere utaalelig. Hvad det vilde forstod enhver, og da krigsskyerne taarnede sig op i horizonten, var ingen ansvarlig dansk mand i sønderjylland i tvivl om, at her formeredes vor specielle 5’ kolonne i danmark. Paa bukken sad de tyske ledere og bag i vognen det latterlige Frits Clausen-parti. Atter og atter afsløredes forbindelstraaedene over grænsen, og gentagne gange afsløredes spionageorganisationer i Danmark, hvis Ledere ogsaa i et enkelt tilfælde blev dømt. Det var mellem dem hjemmetyske som Bankfuldmægtig P. Petersen, Aabenraa og Dr. Max Rasch,Aabenraa. Efter besættelsen sættes de paa fri fod og har nu igen ledende poster indenfor mindretallet. Lederen af organisationen var en tysk Marineofficer, Pflug Harttung, der havde faat opholdstilladelse som politisk flygtning. Hans datter var gift med en dansk Garderofficer, født i Randstaterne, von Schalburg, hvis Karriere senere hen blev kendt af alle.
De rene spionageforetagender kunde man vel komme til livs, men den stadigt rindende efterretningskilde, som hele mindretallets politiske central var, kunde under de da herskende forhold i Europa ikke effektivt underbindes. Men de danske myndigheder var ikke dummere end, at de kunde følge, hvad der skete, og til sin tid vil de kunne bevise det. Med hensyn til illegalt arbejde var de tyske forrædere ikke så snedige, at der kan læres noget af dem. Med Tyskland i ryggen følte de sig alt for sikre til at være forsigtige. Og saa kom krigen og et halvt aar efter det tyske overfald og besættelsen.
Der er fra mindretallets side under krigens forløb afgivet talrige loyalitetserklæringer baade af ledelsen og af det tyske blad, saa i teorien har hjemmetyskerne den reneste samvittighed overfor Danmark. Overfor enhver klage kan de henvise til en erklæring om deres loylaitet og gode vilje overfor det land, hvis borgere de er, men det er kun teori. Allerede inden besættelsen mærkede man en stigende strøm gaa over grænsen sydfra til mindretallet af vejledning og instrukser. Der ses oftere og oftere folk sydfra i landsdelen, og nye pengemidler stilledes til raadighed. Mindretallet var gaaet i det tyske riges krigstjeneste, og det sporedes paa mange omraader. Tyskerne greb ind i debatten om Danmarks udenrigdpolitik og om Tysklands og den tyske Nazismes baade her og et andet sted. Var mindretallet end ikke endnu paa det tidspunkt bleven direkte vaabendrager for denne Nazisme, saa var det sammen med de danske Nazister aabenlyse propagandister og ordførere for det kommende ny europa, som Hitler og hans paladiner ville skabe.
Efter besættelsen udvikledes tingene videre og mindretallet gik ind i krigsførelsen som en integrerende del af rigets krigsopbud. Der er næppe nogen i Danmark, der vil undre sig over eller sige noget ondt om, at den tyske befolkning i sønderjylland jublede, da de tyske tropper rykkede ind. Det var saare menneskeligt, for det var ikke 20aar siden, de saa dem rykke sydpaa efter sidste krigs nederlag. At det var et ilde syn for alle danske hin 9,april, er en anden sag, men mindet om den vil alle dage være tung nok uden tyskerne i billedet Men tyskerne nøjedes ikke med at raabe Heil Hitler langs gader og veje og bombardere tropperne med chokolade og halve rugbrød, som soldaterne for resten ikke vidste, hvad de skulde med, de var ikke forsultede, men mange steder gik de omgaaende i aktion mod Danmark. Tyskerne overtog straks rollen som vejvisere og tolke paa Marschen mod nord. I en række sogne i Aabenraa amt forsøgte de stedlige organisationer efter en tilsyneladende forud forberedt plan at ”overtage magten”, afbrød telefonforbindelser og begyndte med iver at foretage arrestationer af ” spioner” og ”ildesindende” og føre dem til Flensborg. Ogsaa dette sidste syntes at være paa grundlag af tidligere tilrettelagte planer og lister.I Aabenraa vilde den nazistiske Kreisleiter Schmidt fra Løjt Kloster beslaglægge Frimurerlogen, og paa raadhuset skulde hagekorset hejses. I Haderslev optraadte stedlige, uniformerede Naazister og viste de tyske Tropper, hvor de danske Styrker havde taget stilling. Der mødtes senere paa dagen tyske Nazister bl.a. Kreisleiter Clausen op paa de danske blade som selvbestaltede censorer.
Som et Kuriosum kan nævnes, at ved Indmarschen i Aabenraa tog en uniformeret dansk Nazist opstilling ved vejkrydset paa kystvejen og dirigredede Tropperne den rette vej saa flinkt som nogen færdselsbetjent.
Alt dette var optakten. Det viste mindretallets indstilling og hensigter. At det i første omgang ikke blev andet end et tilløb, skyldtes, at de tyske militærmyndigheder paa det tidspunkt ikke ønskede nogen ”Machtergreifung”. Tyskerne blev alle steder bremsede, og de danske myndigheder fik magten overdraget igen efter den overenskomst, der sluttedes i København den 9.april om morgenen, mindretallets tjeneste var tænkt lagt over paa andre felter. Efter besættelsen gjorde det gjorde det tyske mindretals ledelse gentagne gange forsøg paa at interessere den tyske regering og det nazistiske parti for en flytning af grænsen til Kongeaaen. Flere gange var der deputationer i Berlin for at synge visen om de undertrykte landsmænds ønske om at komme hjem- heim ins rech. Der blev syet flag af de tyske kvindeforeninger til den store befrielsens dag…. Men den kom ikke Berlin sagde Nej, og flagene maatte afleveres for, at de ikke skulde blive stukket ud i et psykologisk forkert øjeblik. Berlin saa længere end mindretalstyskerne. Disse saa kun det hjemlige problem, mens regeringen i Berlin ikke vilde ofre de større interesser for at faa Nordslesvig hjem. I Berlin var det ikke denne landsdel, man vilde have, men hele Danmark ind under Nyordningen, Norden med i det ny tysk ledede Europa. Og for at naa dette og for at underbygge ”mønsterprotektoratet” Danmark, som paa den tid førte officielle danske (+den) officielle danske regeringspolitik syntes at bringe indenfor rækkevidde, man forstod den danske befolknings indstilling og den danske Regeringspolitisk hensigt lige daarligt- havde tyskerne brug for ro og fred og for villige og dygtigt arbejdende celler indenfor landets grænser. Det var denne overfor danske ideer og tanker nedbrydende gerning, der blev betroet til mindtretallet og det danske nazistiske parti, de gik i tysk udenrigspolitiks tjeneste. Og dermed begyndte det egentlige forræderi mod Danmark.
Udviklingen, der fulgte efter dette sporskifte for mindretallet, bragte en vidtgaaende omlægning af arbejdet, og samtidig kunde man i den tyske presse dag for dag aflæse kurs og hensigter. Tyskheden i Søndrjylland var ikke mere et sindelagsspørgsmaal. Nu drejede sig om ” Dienst am Volk”, forkyndte man, og den tyske skolekonsulent Rektor Elholm – det er en dansk Statsembedsmands- udtalte meget rigtigt, at den tyske folkegruppe ikke mere var et mindretal, da det ikke mere vendte ansigtet mod Herberstaten, men mod det tyske Moderland. Han havde ganske ret, man vendte ryggen mod Danmark og alle statsborgerlige forpligtelser til Loyalitet og gik ind i Rigets kamp for tyske interresser paa nordisk grund. Dermed sløjfedes faktisk om ikke direkte den bestaaende grænse, den gjaldt ikke mere for andre end de dansksindede, og havde de tyske hensigter haft held med sig, havde vi nok ogsaa en skønne dag set den officielt flyttet et sted op i Jylland.
Der kan citeres en lang række meget sigende udtalelser fra mindretalstysk side til belysning af hele dette arbejde. Ved siden af den tyske Partifører og Folketingsmand ”Landesfuhrer” Dyrlæge Jens Møllers saakaldte troskabserklæringer ligger der utallige andre samme side vidnede om hans totale mangel paa loyalitet. Denne mand, der stammer fra en dansk familie og som i 1920 spillede rollen som dansk for at komme tilbage til landsdelen og faa statsborgerret og ret til at praktisere paa sin tyske eksamem- det blev bevilget ganske udenfor de gældende regler, fordi man havde tillid til manden- slumpede ved et tilfælde ind i ledelsen af mindretallet, fordi man efter de første højst uheldige landesfuhrere skulde bruge en borgerlig og ”anstændig” mand, og den egentlige magt ligger hos en helt anden, der ejendommeligt nok ogsaa er af dansk slægt, Overløjnant Larsen fra Skovby, hans forældre er indvandrede. Han deltog som underofficer i sidste krig, udmærkede sig og blev forfremmet til Linjeofficer, blev saaret og kom hjem som enarmet invalid. Hos ham gløder al renegatens fanatiske had, og det er ham, der i hele Møllers regeringstid har været magten bag tonen. Han sidder inde med de fleste af nøglestillingerne i de tyske organisationer, bl.a formandsposten i den særlige tyske socialordning og laanekasse ” Deutze Selbsthilfe” og i S.K.”Schlesvigsche Kammeratschaft”, der mere sandfærdigt og betegnende oprindeligt hed S.A Sturmabteilung. Fra den er den tyske bevæbnede tjeneste udgaaet, og den tiltog sig under krigen efter dansk lov forbudte ret til at gaa i uniform og at demonstrere og marchere rundt i gaderne. Den er spydstagen i det tyske parti. Ved siden af disse to er de mest kendte tyske Ledere en indvadret Privatskolelærer Wilhelm Jurgensen fra Angel- altsaa tysk statsborger og Hr. Rudolf Stehr, der først var propagandaleder og senere i 1943 overtog det tyske Kontor, man fik foræret i Statsministeriet som erstatning for det Folketingsmandat, man ikke ved valget vilde slaas for at beholde. Jürgensen har været den dominerende mand i den tyske presse og har under to pseudonymer Asmus v.d. Heide og ”Unsere Stimme” skrevet en lang række artikler, som de danske Sønderjyder sent vil glemme. Efter 1943 blev han Stehrs Efterfølger som propagandaleder. Det skal gerne indrømmes i dag, at i hvert fald flere af mindretallets apostle paa det senere er blevet lidt kolde om fødderne og er bleven tavse. Men fra de aar, da de talte højt og med osende selvtilfredshed og overlegenhed forsøgte at dominere hele Landselen og holdt deres formanende pegefinger op for hele det danske Folk, foreligger der udtalelser nok til at karakterisere de maal, der blev stræbt efter. Vi skal gengive nogle, der ret tilfældigt er valgte fra 1942, da der endnu ikke var kommen slinger i valsen ude ved fronterne, og da den ”gustne Eftertanke” endnu ikke havde stukket sit grimme hoved op indenfor mindretallet selv.De gengivne udtalelser har alle været gengivet i den danske sønderjydske presse i sin tid, saa det er ikke nogen, som først senere er bleven tillagt betydning. Lad os begynde med Unsere Stimme: ” I grænselandet er der for saa vidt indtraadt en principielt ny situation, som diskussionen om de snævre grænsepolitiske problemer er næsten fuldstændig er ophørt”.
Og saa Rudolf Stehr:
”Maalet er at bygge en nationalsocialistisk bastion i Danmark, og mindretallets handlinger er bestemt af linjerne i den tyske udenrigspolitik”.
Kreisleeiter Gdr. Deichgræber- ogsaa en politisk omtumlet størrelse, der efter sidste krig var udpræget pacifist og saamænd gik paa dansk højskole med nordisk sigt.
Verdensanskueligt maaa disse lande først blive gjort nordiske igen…. Her kan vor landsdel være bro og forkynder. Ikke for at formidle ”nordisk” tankesæt fra igaar til tyskland, men for at berede vejen for den tyske og germanske tanke. Men en forudsætning for denne meget omtalte brobygning er, at vor hjemstavn bliver gennemtrængt af den nationalsocialistiske tankegang. Derfor gælder det for os i første række om at vinde vor hjemstavn for denne ide.
Ved en høsttakkefest i Sønderborg i Oktober udtalte Dyrlæge Møller om Danmarks stilling til det ny Europa: ” vi maa erkende at mange ikke ønsker denne europæiske enhedsfront, paa den anden side kan vi ikke se bort fra, at Førerens ide ogsaa marscherer her i Danmark…Fronterne her hos os vil blive helt anderledes end tidligere, her vil staa overfor hinanden, hvem der er for Adolf Hitler, og hvem der er imod ham. Dermed vil vor hjemstavn faa et helt andet ansigt .Adolf Hitlers sejerstog gennem Nordslesvig vil gengive freden til vor hjemstavn. Den dag er ikke mere fjern, da vi i Nordslesvig vil udgøre eet fællesskab.” Dette var vel hovedsaligt sagt med henblik pa Sønderjylland og den kan ikke forstaaes paa anden maade end, at al grænsestrid ophører den dag, da alle, baade danske og tyske, er vundet for den tyske ideoligi og verdensanskuelse.
Ved en lignende høstfest i Haderslev udtalte Rudolf Stehr: ”Der spørges i dag ikke om Statstilhørsforhold, men om bekendelse til Føreren. Med ham staar vi, og ogsaa samarbejdet mellem Riget og Norden vil antage stadigt snævrere former. Efter krigen vil der kun findes en af det germanske fællesskab under Rigets førelse præget europærisk fællespolitik. Det skulde ogsaa de kredse her i Norden mærke sig, der i dag gør forsøg paa at undvige ved at lægge sig fast paa en skandinavisk linje og i denne forbindelse søger at unddrage sig den europæriske nødvendighed”.
Et par dage efter skrev ” Unsere Stimme” det samme: ” befolkningens brede lag vil engang staa paa vor side. De, der ikke vil eller kan slaa følge, maa gaa, ligesom de, der i dag paa ledende sted hemmer den uafvendelige udvikling”.
Den 11 Oktober talte Dyrlæge Møller ved en skoleindvielse i Bolderslev og rykkede her horizonten længere ud: ” fronterne i Nordslesvig er nu: for eller imod det nye Europa. Vi har den tro, at Førerens stærke tro vil overvinde enhver modstand, ogsaa i Norden. Derfor maa vi Nordslesvigere arbejde med her, at freden kan blive vundet”.
”Unsere Stimme” skrev et par dage senere i en kommentar hertil, at festen var en bekendelse til den ny tid, der vil hidføre et hertil, at festen var en bekendelse til den ny tid, der vil hidføre et nyt og bedre forhold mellem folkene og derfor ogsaa nødvendigvis medføre en revolution i det dansk-tyske forhold. Men betingelsen for dette var en ærlig national anerkendelse fra begge sider og en generalanerkendelse af den ny verdensanskuelse. ” Vi kan og tør ikke anerkende, at en anden verdensanskuelse har berettigelse ved siden af os. Det ny sejrer altid over det gamle. I dette spørgsmaal er intolerante”. Den 1.Novembber holdtes et tysk instruktionsmøde i Aabenraa, hvor Rudolf Stehr formulerede mindretallets opgaver saaledes:
- Befæstelse og styrelse af den tyske Nationalitet
- Udbredelse af den nationalsociallistiske Ide.
- Direkte og inddirekte tjeneste for det tyske folk.
Mindretallet kæmpede ikke mod den danske Nationalitet, hævdede han, men naar der maatte bruges en skarp klinge, var det kun i kampen mod de kræfter, der endnu stillede sig mod den europæiske nyordning. Slesvig-holsten havde altid hentet sin kraft fra det tyske Syden og havde viderebragt mange frugtbare værdier til Norden. Skandinavinavismen var et forsøg paa at undrage sig det europæriske ansvar, og dette vilde mindretallet imødegaa. Mindretallet var i samklang med den samlede tysk-skandinaviske udvikling. Dets politiske maal løb parallelt med den fællestyske politik. Han uddyber tanken i en længere artikel nogle dage senere, hvor han skildrer Sønderjylland ikke som et bolværk mellem syd og nord, men som et bindeled, der kan knytte nordens unge aktive kræfter til Riget som den europæiske fronts kerne, og Nordens fremtid staar og falder med Riget.
Hvis hele den propagandastrøm kun var af hjemmetysk oprindelse, kunde det være mindre end ligegyldigt. Men den var udtryk for en officiel tysk storpolitisk hensigt, og en lang række udtalelser af Rigets Koryfærer skabte meget virkningsfulde kulisser om scenen. Dem maa man erindre sig for at have hele billedet af situationen paa det tidspunkt. Alfred Rosenberg sagde saaledes:
” Tyskland er overbevist om, at en lille Nation intet afgiver af sin Ære, naar den stiller sig under et stort folks og stort Riges beskyttelse”.
Eller Rigsminister Dr.Ftanks ord:
” I det nye Europa vil der ikke kunne regnes med en fortsat egenstatlig suverænitet for de mindre stater.. Det er europas opgave at give sig ind under den ledelse, der er bestem dertil af skæbnen”. Og til sammemligning et par linjer as ” National Zeitung” om andre himmelstrøg:
” Holland skal vokse ind i det tyske Rige og blive dets Nordvestpille”
Generalguvernementet er et konstruktivt bidrag til det ny europa”.
Ikke sandt, saare ligetil.” Sindet vender sig til den, der viser det velgerninger”, som Muhamed sagde. At man ikke Danmark faldt det sejrende tyskland om halsen, hulkende af et taknemligt hjerte, var en uhyre overraskelse for alle tyskere ogsaa hjemmetyskerne. En litterært kyndig dansk Sønderjyde besvarede ved lejlighed en tysk nabo’s forundring over den manglende danske forstaaelse for de storslaaede tyske planer med et citat af Goethe:
” Die botschaft hør’ ich wohl,
Allein mir fehlt der glaube”.
Da det ikke syntes at glide med det gode, gik tyskerne over til trusler, der i tidens løb blev baade hystriske og latterlige. ” Hvem der ikke er med os, er mod os” og ” ven eller fjende, ingen halvhed”, sagde ”Unsere Stimme”, da Stalingrads fald indvarslede nye tider. Overfor alle de ” negative” kræfter i Danmark fremhævede man ustandselig fra tysk side Scavenius’ Erklæring fra Juli 1940, hvoraf man udledede den forunderlige sandhed, at mindretallets hensigter og det tyske Riges planer faktisk var officiel dansk udenrigspolitik. Derfor opnaaede denne erklæring aldrig nogen større popularitet i Sønderjylland – mærkeligt nok, ikke sandt? Kampem endte i tendenser, der bedst kendetegnes ved det tyske rim:
Dann haue ich dir den Schædel ein”.
Paa dansk kunde det for Eks. Omskrivet :” vil du ikke elske mig godvillig, saa skal du tærskes til det”.
En gammel, lun Sønderjyde opsummerede engang situationen efter dette felttog saaledes: Havde det været Vorherres mening, at vi skulde være tyske, havde han sikkert gjort det klogere end Jens Møller og co”. Uden forbehold sagt var det en statslig, folkeligt og national kapitulation de krævede- og den fik de ikke, maaske vil man engang forstaa, at det var vor største sejr under besættelsen.
Den hjemmetyske propaganda er imidlertid kun den ene side af den virksomhed, der har været vendt mod Danmark, som Danmark efter krigen vil have at tage stilling til og dømme om. Den vil man fra tysk side forsøge at snakke sig fra som et led i lovlig og berettiget tysk stillingstagen, og navnlig vil man sikkert søge at krybe i skjul af Scavenius’. Anderledes ligger forholdene for den rent militære indsats og det omfattende arbejde, som hjemmetyske kvinder og mænd paa en lang række omraader har taget op landet over direkte i tjeneste for den tyske krigsmaskine…. Og ogsaa i dette forhold direkte vendt mod Danmark.
Meget tidligt efter besættelsen blev spørgsmaalet om hjemmetyskernes krigstjeneste aktuelt. Fra ledelsen side var det utvivlsomt fra begyndelsen tænkt som en optakt til grænseflytningen. Senere blev det et led ”Dienst am Volk”. Der blev holdt Sessioner Landsdelen over og alle tjenestedygtige fik, alderklasse efter aldersklasse, ordre til at møde og melde sig frivillig. Det skal indrømmes, at mange unge, begejstrede tyskere gjorde dette, men mange maatte underkastes en ”mild” overtalelse, og for øvrigt modsatte adskillige ledende hjemmetyskere sig, da den vilde sætte hele mindretallets fremstød paa spil. Indtil i dag har op mod 2000 meldt sig til fronttjeneste. Som det gik i Tyskland, gik det ogsaa i Sønderjylland—– Partispidserne og deres venner var unabkoeblinge og slap fri. De fik fede bestillinger i hjemmet eller gik over i de forgyldte og broget sammensatte Entreprenøradel. Over 4000 meldte sig til forskellig form for arbejdstjeneste rundt i landet. Navnlig i Nordjylland hat man truffet mange hjemmetyskere. I Aalborg har de hel forening med forsamlingslokaler og alt til faget henhørende … betalt med Nationalbankens penge naturligvis. Hvad partiledelsen tænker sig med de frivillige fremgaar af følgende udtalelse af Jens Møller: Det er forbeholdt de tyske frivillige engang at tage deres hjemstavns skæbne i deres haand.
Frontsoldaterne gik hovedsageligt til SS-Afdelingerne, og efter den for alle ” germanske” frivillige gældende Führerbefehl, fik de automatisk tysk Statsborgerret den dag, de aflagde Ed til Hitler. Dermed er de for saa vidt ude af sagaen. Det bliver til sin tid Danmarks sag, omman vil give dem opholdstilladelse i landet, hvis de da ikke foretrækker at blive i Tyskland. Til i dag er ca 375 faldet ved fronternne, Overfor de er der i Sønderjylland saadan set ingen uvilje specielt. De har sat livet ind for deres sag og kæmper sammen mede deres folk, og de har paa intet tidspunkt vendt vaabnerne mod Danmark. Det respekterer man i de danske kredse. Men dette gælder vel at mærke kun Frontsoldaterne. Der er ikke saa fåå af disse Frivillige, der har faaet eller søgt tjeneste her i landet. Baade i Dagmarhus og i Shellhuset saavel som i alle gestapoafdelinger landet over vil man finde talrige Hjemmetyskere. Snart gaar de i uniform og snart i civil. Som dansktalende er de farlige og har haft skæbnesvangre resultater at opvise. Andre af disse dansktalende Tyskere gør tjeneste ved Stabe og lign. Som tolke her i landet. Disse kategorier har gjort direkte krigstjeneste mon Danmark.
To væbnede afdelinger af særlig karakter findes paa sønderjydsk grund. Den ene bestaar af de saakaldte ”Zeitfrivillige”, og den anden er ” Heimwehr”. Den første bestaar af ældre ikke tjenstdygtige folk, som er særligt organiseret og uddannet og væbnet til lokal bevogtningstjeneste i landsdelen. I har deres Rækker er optaget alle de mange tyske statsborgere, som har levet her igennem aaringer paa dansk opholdstilladelse, og som udnyttet den danske gæstfrihed til det yderste og nu altsaa fører krig mod det land, der har modtaget dem uden reservationer. Disse soldater blev sat ind under undtagelsestilstanden i 1943 og igen senere ved særlige lejligheder som for eks. Angrebet paa politistationerne i September 1944. For dem er forholdet gangske klart.
Heimwehr er en anden kategori. Det er en Borgerkrigsgarde og slet intet andet. .fra tysk side hævder man, at dette Korps er skabt til værn for mindretallet mod danske overgreb. Man tænker her selvfølgelig paa danske ”underjordiske” formationer. Sabotører o.s.v.. Nu er sandheden jo den, at der overhovedet ikke har været noget angreb mod hjemmetyskerne paa hverken den ene eller den anden maade, saa lidt mod deres liv som mod deres ejendom. Sønderjylland har været den mest rolige egn i landet, sammenbidt rolig. Der er intet foregaaet, som kunde motivere Heimwehrs dannelse. Men korpset er der altsaa og i tyske uniformer og med tyske vaaben og uddannet laante befalingsmænd fra værnemagten. Søndag formiddag kan man se dem komme hjem fra øvelse. Lejlighedsvis har de ogsaa været udkommanderet, som for eks. I Graasten, da gestapo skød Grænsegendarmerigets tapre Chef Oberst Paludan-Müller. Da var hjemmetyskerne de mest rabiate, og kun indgreb fra højere steder fik dæmpet deres glubske mod.
Man strides om, hvor tyskerne har været farligst… hvor de har optraadt i uniform eller hvor de møder i civil og med skjulte hensigter. Der er adskillige omraader, hvor de civile har gjort uendelig fortræd. Der findes i Aabenraa et centralkontor… eller rettere sagt mange kontorer… for mindretallets ornaisationer.”Dibberhaus” hedder det efter en rar gammel tysk læge, der i sin tid ejede huset. Her løber Mange traade sammen, og her er støbt mange kugler, som mere officielle tyske Instanser har skudt ud, og her har gestapo hentet sig mange oplysninger. Det er ganske givet, at de lister, som de talrige arrestationer i Maj 1944 blev foretaget efter, var udarbejdet der. Der har i mange af Aktsamlingerne i sagerne mod danske kvinder og mænd været erklæringer og oplysnger fra gegistrene paa ”Dibbernhaus”. Det er med god ret, at man netop der nu paa det sidste, da man er bleven bange for sig selv og gestapo, og da navnlig for følgerne senere hen søger at skaffe sig tilgivelse ved at simulere interesse for visse danske fangers løsladelse. Men paa det omraade har gestapo ikke været saa hurtig til at modtage raad og vejledning, og der er vist næppe heller nogen dansk, der vil løslades, hvis han vidste, at det skyldtes forræderne i ”Dibberhaus”.
Naar man skal betrgte mindretallets optræden under krigen, kan man selvfølgelig ikke se bort fra det rent lokale, forholdet til Sønderjyllands danske befolkning, og det kan vel nok have sin interess at undersøge, om det tyske haab om ny landvinding i nogen maade er blevet opfyldt. Mindretallets nationale og politiske kampagne har gennem en aarrække først og fremmest været rettet mod det ”blakkede” befolkningselement i grænseomraadet, som stedse gør udsving efter de skiftende konjunkturer. Under landbrugets kriseaar skete der nationale tilbagefalld, men den senere Nazisme har ikke fristet nogen. Da krigen kom, steg den tyske bølge, men den nationale Front stod urokkelig fast- baade for fristelser og lokketoner og trusler- der var ellers nationale fordele nok ved at løbe over. Det skete kun sjældent, og man saa lige hyppigt folk gaa den modsatte vej af frygt for Nazismens maal og midler. I Sønderjylland har man nu aldrig troet paa Frederik den Stores Paastand. At vorherre holder med de stærkeste Batailloner. Der blev fra mindretallets side sat et voldsomt felttog i gang for at drive enhver hidtil ikke aktiv tysker ind i folden. Der sad rundt i landsdelen mange tyskere, som enten ikke vilde deltage i mindretallets rummel eller af hensyn til deres stilling ikke mente at kunne, de kom ud for et voldsomt tryk, som de ikke under besættelsens vilkaar kunde modstaa. Maaske vilde de heller ikke. Det samme gjaldt tyske arbejdere hos tyske arbejdsgivere, muligvis havde de før sluttet sig til Socialdemokratiet, men nu maatte de danse med, ellers blev de afskediget. Under denne tvang blev der rundt om i landsdelen taget mange børn ud af de danske skoler og sat over i de tyske. Hvad det betød for disse børn pludselig at skulle undervises paa et sprog, de ikke forstod, at de skulle over i en ny kammeratskabskreds, forlade de danske Spejdere og gaa ind i Hitlerjugend, kan man vist alle steder forstaa. De tyske elevtal steg under alt dette et aar for saa at falde igen. Af de af Undervisningministriet udsendte meddelelseer fremgaar det, at af de undervisningspligtige:
Paa dansk pct. Paa tysk pct.
1940 19.967 86,3 3.160 13,7
1941 19.457 84,7 3,526 15,3
1942 19,663 85,0 3,466 15,0
1943 196,519 85,2 3,375 14,8
De officielle tal for 1944 forelægger endnu ikke. Lokale opgørelser tyder imidlertid paa, at antallet af tyskunderviste børn paany er dalet noget.
I den danske befolkning har stemningen overfor tyskerne været bitter og harmfuld under hele besættelsen, men samtidig næsten overbærende koldblodig. Besættelsen har været en haard belastning, men paa den anden side har man jo set en tysker før og ved, at historien bringer baade op og ned. I 1940 var ingen dansk i Sønderjylland i tvivl om, at vinden vilde vende igen. De gamle krigsdeltagere huskede sidste krig, og deres forudsigelser slog jo til. Træerne voksede ikke op i himlen.
Derfor har man også kunnet bære mindretallets spillen-Herre i landsdelen. Stille noget op med dem, saa længe de havde værnemagten og gestapo i ryggen, kunde man ikke, men der kommer vel en dag, da der kan tales ud. Betegnende for tilstandene i Sønderjylland har været, at værnemagtens personel som regel er optraadt anstændigt og kun i ringe omfang har blandet sig i de stedlige problemer. Der har heller ikke hos militæret været nogen større tilbøjelighed til at lytte til mindretallets klager og angiverier. Dem maatte til gestapo med. Med fuld grund lægger den danske befolkning derfor ansvaret for mange af disse aars politiaktioner paa hjemmetyskerne.
I det daglige synes der overfladisk set ikke at været sket noget, men det er der dog alligevel. Skellet mellem Danske og tyske er trukket uendeligt dybere og skarpere, og den personlige og forretningsmæssige er blevet mindre. Mange gamle venskaber og slægtsforbindelser er brudt, og det vil blive tyskerne svært at bygge broer igen. Mindretallet føler selv denne isolering som en fare, og gør sig stadigt større anstrengelser for at bryde den. Vi er nu, da krigslykken har vendt sig, sig kommet ind i de ”kolde fødders tid”. Tonen fra tysk side er nu til tider bønfaldende, før truede man, nu tigger man om anstændighed og forstaaelse.
Udviklingen har ogsaa ført med sig, at et stigende antal hjemmetyskere taber troen paa sejren, og indenfor mindretallet er der tydelige tegn paa bekymringer. Den Nazistiske facade begynder nu at slaa revner.
”Unsere Stimme” i Nordslesvigshe Zeitung for 19 december skriver saaledes meget betegnende:
” Et er sikkert, der findes intet fællesskab, som er uden
Svaghed og Svæklinge. Ogsaa indenfor vort fællesskab er
Det saaledes, og jo mere det gennem de ydre forhold bliver
Udsat for pres, des klarere kommer dets svage punkter
Til syne. Der gives selvfølgelig hos os mennesker, der er besatte af angst for at vi har holdt paa den gale hest. Herpaa har vi aldrig lagt skjul. Der gives ogsaa medlemmer af den tyske folkegruppe, som
Ved hjælp af en endeløs kritik af folkegruppens ledelse søger at skjule deres
Egen utilstrækkelighed og usikkerhed. Ogsaa dem har vi brændemærket,
Naar det forekom os nødvendigt.
Og først i Januar skriver samme forfatter:
Kritikken mod mindretalletsledelsen, som vi hyppigt
Møder paa dansk side, selvfølgelig ogsaa her og
Der er tilstede i vor egen lejr, har ofte til aarsag
I en ensidigt syn paa vort grænseland politiske
Spørgsmaal. Bedømmelsen af mindretalletsledelsens for-
Holdsregler er selvfølgeligt her den enkelte afhængig
Af, om han selv ser denne eller hin opgave klart.
Det kan ikke være ledelsens opgave, at gøre sin op-
Træden afhængig af en kritik, som leder helheden
I de politiske spørgsmaal ude af syne. Den maa tvertimod bestræbe sig for at afstemme de forskellige politiske
Spørgsmaal efter hinanden, saaledes at den ved løsningen
Af sine opgaver opfylder ansvaret for de samlede Slegsviske grænseproblem.
Menneskene i vor hjemstavn og ogsaa mindretallets tyske mennnesker er
Selvfølgelig forskelligt indstillede og har ikke lige vidtskuende
Syn. Saa forskellig som den politiske horizont og de
Enkelte menneskers interesse kan være, saa forskelligt er grundlaget,
Udfra hvilket mindretalsledelsen dømmer, saa
Forskellig vil ogsaa bedømmelsen være.
Vi ser ved disse betragninger ganske bort fra, at mange
Bedømmelser har sin grund i løse rygter, som
Intet har med virkligheden at gøre.
Vi er nu saa langt henne mod det tyske nederlag, at det ikke er noget ukendt diskussionsemne i tyske kredse i Sønderjylland. Hvad vil der ske os efter krigen? At det samme drøftes ogsaa i danske kredse i ladsdelen som overalt i landet, hvor man jo ogsaa har andre forrædere end disse, turde vel ikke være overraskende. Der maa i forholdet til det tyske mindretal ikke indtræde nogen afslappelse efter krigen med den gammelkendte motivering, at ” det gik jo godt”. Det ugræsfrø, der føg over hegnet, skal ikke have lov at spire.
Der skal luges ud. Vi skylder den danske ungdom, der kæmpede og faldt den 9.april og alle danske kvinder og mænd, som i modstandsbevægelsen rækker er døde for Danmarks fremtid,ikke at gaa paa akkord med uretten. Men lad det samtidid være sagt klart og tydeligt: Fra dansk side ønskes ingen selvtægt, ingen” lange knives nat”. Det danske folk har gennem hele krigen og besættelsen kæmpet for sine retsideeog søgt at hævde Danmark som en retsstat. Derfor vil vi ikke i opgørets time lade os friste til at bruge de metoder, som vi har set brugt for vore øjne og ikke gaden, der skal dømme dm, der har forbrudt sig mod Danmark og øvet forbrydelser paa dansk grund.
Om der ad den internationale politiks vej eller gennem fredslutningen kommer noget frem, der i de enkelre lande vil kunne influere paa retshaandhævelsen, for eks. Vil udformningen af en ny folkeret lader sig ikke forudsige, men det er jo muligt. Det vilde jo bl.a. være nærliggende, om der blev truffet en international indfødsretsordning for alle de frivillige i den tyske værnemagt, som i hvert enkelt land betyder et juridisk problem. Konsekvensen af deres opnaaelse af bogerret i tyskland bør naturnødvendigt blive, at de mister den, de oprindeligt havde, og det maa blive herbergstatens sag, om den vil modtage dem paa politpas og opholdstilladelse. Det vil d næppe. Man kan vel ogsaa gaa ud fra, at mange af disse frivillige af tyske mindretal af egen fri vilje vælger at blive hvor de er. Dermed sker netop den aareladning af mindretallet, som de mere fremsynte tyskere i Sønderjylland forudsaa, da hvervningen satte ind.
Det har mange gange mand imellem været nævnt som den eneste radikale og totale løsning af spørgsmaalet om det tyske mindretal, at man burde imødekomme dets ønsker om at komme ”heim ins Reich” ved at benytte de folkeflytningsmetoder, Hitler har anvendt i Østeropa, og som nu de Allierede truer med at anvende overfor øst-preussen og Slesien, naar disse provinser afstaaes til Polen, en saadan fremgangsmaade har allerede siden 1940 staaet som et spøgelse for mindretalstyskerne i Sønderjylland. De slap dengang, da tyskland havde brg for dem, hvor de var, men rædselen sidder dem endnu i blodet, og den er næppe mindre i dag, da kravet om folkeflytning kan komme fra dansk side eller fra en fredskonference, som paa denne maade muligvis vil gøre ende paa alle irredentiske tyske urocentrer i Europa.
Det maa indrømmes, at det vilde være en radikal løsning af grænsespørgsmaalet at føre tyskerne sydpaa og tage danskerne i Flensborg hjem. Den økonomiske udligning kunde endda trækkes paa den bundløe Clearingkonto, der i hvert fald er stor nok til at betale samlige tyske formueeffekter i Sønderjylland. Saa fik man da noget for alle disse stjaalne milliarder.
Tanken er umiddelbar fristende, men det bør dog ikke være den løsning, som skal tilstræbes fra dansk side. Det vil ikke være en fremgangsmaade der harmonerer, med nordisk tankegang. Og i mange tilfælde vilde det være at rette bager for smed. Det er stridende med dansk retsopfattelse af bruge Kollektiv afstraffelse for forbrydelser, der kan straffes individuelt. Der er heller ikke nogen grund til at nære frygt for, at Danmark ikke i fremtiden skulde kunne tumle hjemmetyskerne, naar der ellers udstikkes linjer for en fornuftig mindretalspolitik. Spørgsmaalet bliver alene, hvad gældende danske staffelovsbestemmelser, dels i borgerlig straffelov, og dels i militær straffelov, siger de om de lovovertrædelser, der foreligger i denne forbindelse. Lad os derfor tage et lille løb gennem juraen.
Hvad angaar de personer, der før 9.april 1940 var med til at forberede invasionen, for eks. Ved udlaan af skibe eller ved at træffe forbereddelser i land, vil borgerlig straffelov paragraf 101 stk,2 og formentlig ogsaa militær straffelov paragraf 34 nr.1 kunne finde anvendelse. Betingelsen for at anvendelse af den gældende militære straffelovsparagraf er, at der er ”truende udsigt til krig”. Straffen er efter den førstnævnte bestemmese fængsel i 2 til 12 aar, efter den sidstnævnte fængsel fra 8 aar til livstid. For saa vidt angaar de persone, der efterr invasionens paabegyndelse har fortsat hjælpen, kan dødsstraf (skydning) anvendes efter den citerede straffelovsbestemmelse. For saa vidt angaar tiden før den 9.April 1940 kan der naturligvis ogsaa være tale om forskellige mindre forbrydelser for eks. Borgerlig straffelov 104 ( ulovliv meddelelser til fremmed magt om militære forhold, straf indtil fængsel i 6 maaneder) og militær straffelov paragraf 40, hvor betingelsen er, at Aabenbaringen af en militær hemmelighed kan skade landets forsvar ( straf: fængsel indtil 10 aar) eller embedsforbrydelser ( borgerlig strafelov kapitel 16)
Hvad angaar tiden 9. april 1940- 29 August 1943 vil forholdet sikkert være det, at retstilstanden defineres ved den behørigt kontrasignerede- kgl. Plakat af 9. April 1940, der utvilvsomt maa betagtes som en statsretslig gyldigt akt, selv i strid med lov eller grundlov. Forholdet mellem Danmark og Tyskland i denne periode vil næppe efter nugældene dask lov kunne betragtes som Kri stilstand.
Under disse forhold maa de gældende bestemmelser for statsfjendtlige handlinger formentlig principielt være borgerlig straffelov kapitel 12, og strafbart vil det for eks. Være at søge nogen del af staten løsrevet. Straffelov paragraf 98 / fængsel fra 4 aar til livstid) eller militær straffelov paragraf 40 ( aabenbaring af militære hemmeligheder straf indtil 10 aars fængsel) dette vil specielt kunne bruges mod mindretallet og dets ledere. Med hensyn til de to større grupper af samarbejdere med besættelsesmagten:
- Leverancer til og udførelse af arbejder for værnemagten.
- Indtrædelse i en under værnemagetn hørende uniformeret afdeling, maa det forekomme tvivlsomt, om straf kan anses for hjemlet for denne periodes vedkommende. M.H.T. den første gruppe maa det nemlig bemærkes, at staten selv har oprettet organisationer under udenrigsministeriet, handelsministeriet, nationalbanken og direktoratet for vareforsyning m. m. til regulering af forholdet vedrørende disse leverancer og arbejder og saaledes maa antages at have sanktioneret forholdende med til disse hjemmelen for tilladelighed heraf maa søges indenfor rammerne af kgl. Kundgørelse af 9/4 1940. Ganske lignende stiller forholdet sig efter ansete juristers mening m.h.t. den anden hovedgruppe. Deer findes ganske vist lovmæssig hjemmel for, at hvevning ( baade aktiv og passiv) er forbudt i krigstid. ( lov nr. 149 2/8 1914) men regeringen, der jo i adskillige tilfælde meddelte officerer ret til at træde udenfor nummer for at træde i tjeneste i et af de nævnte korps, maa her igen have benyttet den videregaaende myndighed, den kgl. Kundgørelse gav i disse anliggender, der vedrørte forholdet til værnemagten. Forsaavidt angaar de særlige korps, der paa et senere tidspunkt af krigen blev opstillet og benyttet i Danmark mod det danske befolkning, gælder dog, forsaavidt forholdet tilstrækkeligt kan klarlægges, at straf efter borgerlig straffelov paragraf 101, ” som bærer vaaben mod den danske stat” kan anvendes ( fængsel i 1-12 aar) Denne paragraf vil sikkert ogsaa kunne bruges imod enhver dansk statsborger, som paa hvilket som helst tidspunkt or eks. Har gaaet til haande mod andre danske ststaborgere i sager, der ikke angaar overtrædelse af dansk lov. Naturligvis vil ethvert medlem af de nævnte korps, der kan overbevises om en individuel forbrydelse uanset om den er begaaet i hans egenskab af medlem af korpset- kunde straffes for denne forbrydelse.
Med 29/8 1943 indtræder en ny retssituation. Forselve denne dags vedkommende maa den under indsættelse af krigsmagtens midler, Schalburgskorps, Zeitfrivillige, Heimwher, Gestapo o.s.v. skete tilfangetagelse af det danske militær og andre danske borgere betragtes som en genopblussen af aktiv krigstilstand, og de personer, der direkte har hjulpet med til eller forberedt denne krigshandling, vil kunne straffes efter militær straffelov paragraf 34 ( fængsel paa livstid eller livsstraf) for krigsforræderi. Tyskerne anerkendte jo faktisk selv krigstilstanden ved at paaraabe sig Haagerkonventionen Landkrigsbestemmelser ( 1908), der lun kan benyttes paa basis af faktisk krigstilstand. Foe tiden efter 29/8 1943, hvor en krigstilstand altsaa maa ansesnfor at bestaa, bliver de regulerende bestemmelser derfor Haagerkonventionen. Da man har ladet hele organisationen til det civile samvirke ( Entrepenørarbejder, leverancer o.s.v.) bestaa , kan denne virksomhed næppe være bleven kriminel efter dato. Hvis virksomheden skulde rammes, vilde det være borgerlig straffelov paragraf 101 stk.2, der skulle anvendes, men isaafald vilde baade arbejdere og entrepenører samt leverandører og disses medhjælpere kunne straffes efter denne meget strenge bestemmelser. Dette vil danske domstole næppe finde antageligt,og efter juridiske betragtninger vil man sikkert komme til, at disse handlinger fremdeles er straffri. Spørgsmaalet om genindragelse i statskassen af oppebaarne fortjenester for disse arbejder er en ganske anden sag, der falder udenfor dette.
De personer, der allerede før 29/8 1943 var hvervede til udenlandsk tjeneste og forblev i denne, maa fremdeles anses for straffri. Men samtlige personer, der efter 29/8 1943 har været medlemmer af korps, der anvendes her i landet, vil kunde straffes efter borgerlig straffelov paragraf 101 stk.1 med fængsel i 1-12 aar, men næppe efter nogen bestemmelse i militær straffelov. Den nævnte bestemmelse maa formentlig kunne anvendes paa de forskellige hjemmetyske væbnede formationer uanset om de ikke direkte har baaret vaaben mod den danske stat. M.h.t. civile personer, der ikke direkte hjælper den militære besættelsmagt ”ved raad og daad” vil der være mulighed for anvendelse af borgerlig straffelov paragraf 101 stk.2. Dette vil jo blandt andet ramme det tyske mindretalsledelse og banden ” Dibbernhaus”.
Dette er grundreglerne i gældende dansk lov for dette straffeomraade. Enhver kan selv placere forbrydelser og forbrydere efter paragrafferne. Nogen lemfældig straf vil der ikke blive tale om, da forbrydelsernes karakter og gentagelse under skærpede omstændigheder maa hjelme brug af maksimumstraf. Foruden tyskerne bliver der ogsaa plads for Frits Clausen og hans garde i dette register. Og i straffeanstalterne, hvor nu danske patrioter maa lide, faar vi uden tvivl uden større vanskeligheder plads til alle disse statsfjentlige forbryder. Skulde det knibe, har man jo Frøslev lejren i reserve.
Naar saa til sin tid krigens bo er gjort op, og den ny tid skal til at begynde i grænselandet ved rigets sydgrænse, hvad da? Hvad skal grundlaget for forholdet være til hjemmetyskerne? Det er ganske givet, at der maa udformes en ny dansk mindretalspolitik og lovgivning, der sætter rimelige grænser for tyskernes rettigheder og placerer dem rimeligt ni forholdet til deres pligter som danske statsborgere. Nogen undtagelseslovgivning i ordets almindelige forstand bør ikke være mulig, og er heller ikke nødvendig. Grundlaget for deres liv i Danmark maa være de almindelige retningslinjer og principper, at som de er nedfældet i hele den danske lovgivning, og det danske demokrati og folkestyre. Det kan aldrig blive lovligt i Danmark at forfølge nogen for deres sindelag, heller ikke naar det drejer sig om national indstilling. Men den Ændring af strafferetten, som man sikkert maa regne med vil for tyskerne, som for alle andre, trække en skarp grænse for handlefriheden paa et væsentlig punkt: det vil ikke i fremtiden være straffefrit at udøve statsfjendtlige handlinger.
Tyskerne bør ogsaa ud i fremtiden have mulighed for at leve deres aandelige og kulturelle liv efter deres tyske nationalitet – men for deres egne penge. Tyskheden skal ikke fedes af den offentlige kasser, og det vilde heller ikke- efter de erfaringer, man har gjort—være urimeligt at øve kontrol med de pengemidler, der tilflyder mindretallet sydfra. Det tyske gymnasiums eksamensret maa selvfølgelig falde bort som den abnormitet, den er. Adgangen til dansk embedseksamen er dansk uddannelse. Man maa ogsaa i fremtiden kræve, at der ikke ansættes flere tyskere i embeder under stat og kommune. Vi har under krigen set, at de let fristes til at svigte visse elementære pligter. De, der endnu sidder inde med saadan stillinger, maa enten pensioneres, for saa vidt de ikke ved strafskyld har fortabt deres pensionsret, eller forflyttes til andre dele af landet.
Et særligt omraade i Grænsekampen er og vil stadig være jorden. Det vil være af vidtrækkende betydning, hvordan retningslinjerne i dansk jordpolitik lægges i de kommende aar. De 200 ejendomme, som Kreditanstalt Vogelsang har lagt haand paa, og hvortil pengene hovedsageligt er tilvejebragt af hel- og halvoffentlige rigstyske institutioner, bør eksproprieres og afskrives paa vort tyske milliardtilgodehavende. En øget udstykning vil være paakrævet i landsdelen, og man bør ikke i Sønderjylland vige tilbage for principer, som maaske ellers ikke af partipolitiske grunde ønskes anvendt andre steder i landet. Statsinteressen bør gaa foran partidogmerne. Statsinteresse er i det hele taget et begreb, man i lidt højere grad skal have skudt i forgrunden ved bedømmelsen af grænseforholdende.
Man hører ved lejlighed den betragtning gjort gældende, at efter krigen bør der træffes traktatslig ordning me tyskland om mindretalsforholdende. Det vilde være et fejlgreb. Dels plejer tyskland jo ikke at holde sine traktater. Og dels vilde en saadan give tyskland mulighed for ustandselige indblandinger i indre danske forhold, som vilde være ganske utaaleligt.
Et særligt spørgsmaal er og vil være ogssa i fremtiden de ikke faa tusinde tyskere, som bor o landsdelen med tysk statsborgerret og altsaa paa almindelig opholdstilladelse. Mange af dem har gjort tjeneste mod Danmark og bliver straffede derfor og senere automatisk udvist. Men derudover bør hele dette spørgsmaal meget nøje overvejes paa grundlag af de erfaringer, man har gjort under besættelsen,og alle uønskelige og fremmede, danskfjentlige elementer maa fjernes fra landsdelen, og der bør ikke i fremtiden blive frit kør-ind, som tilfældet var i visse perioder i 20erne, da hjemmetyske gaardejere for eks. Fik lov til at eksportere flere tusinde tyske tjenestefolk sydfra- danske gjorde det for resten ogsaa og disse folk blev her og gav mindretallet en betydelig styrkelse. Ved siden af tyskerne bor der desuden et ikke ringe antal russere, polakker o.l. som i sin tid kom til landselen som krigsfanger under sidste krig og blev her. En del af disse i alleregentligste forstand fremmede har ladet sig indfange af mindretallet eller af økonomiske grunde tvinge, hvor de for eks. Har tjent eller arbejdet hos tyske arbejdgivere. Deres børn har i mange tilfælde været med til at begrunde tysk krav om oprettelse af en tysk skole. Disse slaver er ikke noget ønskeligt befolkningselement, men paa den anden side maa det dog indrømmes, at der ikke for dem kan træffes nogen generel ordning, mange af dem har været loyale nok. Den danske sag er ikke blevet svækket siden 1939. Danskheden i grænselandet er gaaet hærdet og styrket gennem ilden og staar maalbevist og handlekraftig overfor fremtidens opgaver, som skal endeligt fuldbyrde genforeningen og sætte kronen paa det arbejde, der blev afbrudt ved krigens udbrud. Men eet vil ogsaa i fremtiden være nødvendigt, som det var før i tiden. Ligesom de danske Sønderjyder i onde og gode dage har følt sig som eet med det danske folk, saa maa dette i stærkere grad end før føle grænselandets opgaver ogsaa som sine. Hvad der skal udrettes, hvad bygges og skabes, kæmpes of værnes, er ikke blot Sønderjydernes sag, det er hele Folkets Sag, Rigets sag.